Hundeassisteret aktivitet

Min interesse for dyreassisteret aktivitet (DAA)* startede da jeg i 2016 første gang mødte Anne og hendes islandske fårehund Gaia. Jeg var ergoterapeut på Hammel Neurocenter og Anne og Gaia kom og trænede med min patient. Jeg var bjergtaget, Gaia vækkede og motivere min unge patient på en helt anden positiv og motiverende måde end vi terapeuter kunne. Starten på et livslangt venskab mellem Gaia og min unge patient – mellem dyreassisteret aktivitet og jeg. Se indslaget fra Go’morgen Danmark, hvor min patient fortæller om hans oplevelser med Gaia.

Mine to hunde Karla (mor) og Liva (datter) er certificeret ved Læsehundeforeningen, Fonden for Socialt Ansvar. Karla og Liva er som læsehunde venlige og børneglade hunde, der lytter tålmodigt og interesseret til de bøger, som barnet læser. En læsehund har fuld fokus på barnet og hverken retter eller dømmer, hvis barnet læser forkert. På den måde er læsehunden med til at skabe en positiv og anderledes læseoplevelse, der resulterer i øget læselyst og selvtillid.

Målgruppen er børn med læseudfordringer i 1.-5. klasse. Det er børn, der har knækket læsekoden, men er udfordret og mangler motivation til at træne læsningen.

Som læseteam (hund og ejer) er vi godkendt og certificeret til opgaven. Vi arbejder frivilligt på biblioteker og skoler, hvor vi mødes med barnet. Her læser barnet højt for læsehunden i 20-30 minutter, og bagefter er der tid til at lege med hunden og give den godbidder.

Barnet og læsehunden mødes en gang om ugen, og et læseforløb varer typisk seks uger. Barnet modtager et diplom med et foto af sig selv og læsehunden som anerkendelse af indsatsen, når han/ hun er færdig med sit læseforløb.

TV2 Nord har lavet et indslag om Liva som læsehund.

Liva er også uddannet terapihund og kan indgå i dyreassisteret terapi (DAT). Dvs at hun sammen med mig (som ergoterapeut) kan indgå i en målrettet intervention, hvor hun er en fast integreret del og opfylder en række specifikke krav. I DAT har vi fokus på at fremme fysiske, sociale og/ eller kognitive funktioner. Det kan f.eks være fin- eller grovmotorik (gemme godbidder i hundelegetøjet som Liva skal finde), gangfunktion (gå tur med LIva i gradueret terræn), at købe ind (være med borger inde i butikken og skærme borger når hun registrerer borges ængstelse), kognition (spille vendespil sammen med Liva) og mm. Liva har assisteret mig ved siddende gymnastik på det lokale plejecenter, i mit job som ergoterapeut på et neurorehabiliteringscenter for borgere med senhjerneskade, og senest i vores samarbejde med en ung mand med autisme.

Karla skal ikke glemmes: Hun er en del af Tryghunde Fondes besøgshunde, altså DAA og hun gør det med megen logren, hundekys og glæde.

*Def. DAA: Giver mulighed for motivationelt, uddannelsesmæssigt, rekreativt og terapeutisk udbytte, der kan forøge livskvaliteten. DAA tilbydes i forskellige omgivelser af professionelle, semi-professionelle og frivillige i følgeskab med dyr, der opfylder specifikke kriterier. (kilde: Anvendelse af dyr som terapeutisk redskab, Thodberg Karen og Winther Christensen Janne, Psyke & logos, årg. 35 (2) 2014).

Call Now Button